Multimodalitet i klasserummet

Mette Vedsgaard C.

Multimodalitet i klasserummet - nye perspektiver på praksis med SFL

Vi kender det sikkert fra vores egen undervisning: En forklaring kan gives mundtligt, og bagefter kan vi se en film, der forklarer det igen, nu bare på en anden måde. Vi har stadig meget at lære om multimodalitet i klasserummet. Jeg har i hvert fald. Pauline Jones talk på ASFLA13 præsenterer en ny måde at analysere klasserumsaktiviteter på.

Det er nyt for lærere i Australien at undervise eksplicit i grammatik. Det nye nationale curriculum har et stort fokus på sprog og grammatik, og derfor skal lærere til at udforske og udvikle pædagogik til et indhold, som er nyt og svært for de fleste. I modsætning til den danske kontekst, hvor introduktionen af funktionel grammatik kæmper om pladsen i klasseværelserne med den strukturelle grammatik, er introduktionen af grammatik i Australien helt nyt land. Så hvad skal lærere vide og kunne for at undervise i grammatik? De skal selvfølgelig vide noget om, hvad der står i læseplanen om, hvad børn skal lære om sprog på de relevante klassetrin, og de skal vide noget om sprog (og ifølge curriculum vil det sige, at de skal vide noget om SFL). De skal også vide noget om, hvordan man underviser børn  -  om pædagogik. Så hvad sker der, når lærere skal tage fat på et helt nyt område i undervisningen? Hvordan didaktiserer lærere viden om sprog med deres viden om pædagogik i klassen? Pauline Jones fra Wollongong har fulgt en række nye og erfarne lærere på ti forskellige skoler for at se nærmere på, hvordan lærere praktiserer dette nye område.

Undersøgelsen viser, at små elever kan lære komplicerede grammatiske kategorier, de kan lære ledanalysen i tre led på et øjeblik i 1. Klasse og de kan lære mere komplicerede strukturer som side- og underordning. De kan lære både at forstå strukturerne, bruge dem og metasproget til at tale om dem. Det kræver selvfølgelig en lærer, der ved en masse om sprog. Men det kræver også kvalificerede pædagogiske valg. Og her viser undersøgelsen, at den høje grad af multimodalitet, der hænger sammen med en funktionelt sprogsyn i undervisningen, har lovende pædagogiske perspektiver.

Jones bruger Kress begreber om multimodalitet og transduction til at undersøge den semiotiske kompleksitet i undervisningens forløb og hun bruger Rose's begreber om klasserumsinteraktion til at vise de forskellige semiotiske resursers rolle i klasserummets talehandlinger. Lærerne bruger billeder, farver, bevægelse, film, sang og bøger. Men Jones' analyse viser, at de semiotiske resurser har bestemte pladser i interaktionen i vellykket undervisning. De forbereder eleverne på tasks eller de elaborer på elevers svar. Fx når man skal bevæge sig, efter at have fundet de materielle processer.  Det er kvalificeret multimodalitet! Der er ikke bare redundans, men struktureret og velovervejet redundans.  Jones' arbejde kan kvalificere det klassiske råd om at "bruge billeder" ganske betragteligt.