Making a slowmation
I elevers film fortæller billeder, tekst og speak samme informationer. Hvordan udnyttes multimodaliteten bedre? En lille film om mariehønens livscyklus viser aldrig cyklusen, men viser i stedet noget, der kan opfattes som en lineær proces. Hvordan ville det have set ud på tryk? Filmen var struktureret omkring tidens gang. Men var det kun fordi, det var filmisk mindst kompliceret at gengive? En lille film om månens cyklus er videnskabeligt upræcis i både ord og billeder. Billederne kommer fra meget forskellige kilder og når de sættes sammen er resultatet mange perspektiver og synsvinkler, som forvirrer og gør forståelsen af stoffet uklar. Meget æstetik og for lidt faglighed.
Gunther Kress kalder det transduction og pointerer, at når læring medieres gennem et indhold som skifter medium, så skifter indholdet ikke bare modus, men også materialitet. Talt sprog, skriftsprog og billedet trækker på forskellige måder at skabe betydning på. Hvad kan en registeranalyse vise om hvordan elever arbejder med at samle og formidle faglig viden i slowmation-film. Det er flere fields: faglig field, men også filmmaking. Hvilken field er vigtigst i processen?
En lærer fortalte, at elevernes arbejde med at lave deres egne forklarende film resulterede i, at mange misforståelser blev ryddet af vejen i løbet af processen. Hvorfor fik de ikke den gode forklaring fra begyndelsen? At lave slowmation - at skabe transduction - producerer ikke powerful learning, det står faktisk nogle gange i vejen. Er rollefordelingen mellem elev og lærer optimal i sådan en proces? Eleverne skulle lave film som afsluttende projekt, der skulle evalueres af læreren. Var kriterierne faglige eller var de æstetiske/filmiske? Og burde man overhovedet have brug for at stille det spørgsmål?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar